Løn og Regler

Løn og Regler

Hvad skal man være opmærksom på, når man får et fritidsjob?

Herunder kan du læse mere om reglerne for hvad du må arbejde med, hvornår og hvor længe – alt efter hvor gammel du er – samt regler, der gælder for alle. 

Regler for… 

13-14 årige på job

  • Børn under 13 år må ifølge loven ikke have fritidsjob.
  • Er du 13 eller 14 år, må du højest arbejde to timer om dagen på skoledage og 7 timer på fridage. I skole uger må du  arbejde 12 timer i alt i løbet af en uge. I ferierne må du arbejde 35 timer på en uge.
  • Når du er under 15 år er der grænser for, hvad du må arbejde med. Du må bl.a. ikke have ansvaret for kasseapparatet i en forretning eller have fysisk tungt arbejde. Men du må gerne gå med aviser eller reklamer, udføre lettere kontorarbejde og rengøring eller hjælpe til i forretninger og virksomheder.

15-17 årige på job

  • Indtil du er færdig med 9. klasse, må du højst arbejde to timer om dagen på skoledage og otte timer på fridage. I ferierne må du arbejde 40 timer ugentligt.
  • Efter 9. klasse må du arbejde op til otte timer hver dag og op til 40 timer om ugen.
  • Der er stadig områder, du ikke må arbejde med, før du fylder 18 år. Du skal for eksempel være 18 år for at arbejde steder, hvor der serveres alkohol eller hvis du skal arbejde med farlige kemikalier eller maskiner.
  • Du skal også være 18 år, hvis du skal arbejde alene på grillbarer, tankstationer, kiosker eller lignende efter kl. 18 til hverdag og efter kl. 14 i weekenden. 
  • Regler for alle

  • Du skal have en ansættelseskontrakt som både du, dine forældre og din chef skal skrive under på.
  • Du skal have løn. (Det er forskelligt, hvor meget du kan få – spørg gerne Fritidsjob Aalborg, hvad du kan forvente i netop dit fritidsjob.)
  • Du skal have feriepenge (12,5% af din løn).
  • Du skal først betale skat, når du har brugt dit personfradrag/tjent mere end 29.300 kr om året (tal fra 2007).
  • Du skal have en NemKonto, hvor din chef kan sætte din løn ind på (Når du er under 18 år, får du en NemKonto ved at kontakte din bank og bede dem om at oprette en NemKonto til dig).
  • Du må ikke arbejde sort (det er ulovligt for både dig og din chef).
  • Spørg gerne os på Fritidsjob Aalborg om en uddybning af reglerne eller hvis du er i tvivl!

     

     

    Hvem kan hjælpe med reglerne?

    Jobpatruljen er fagbevægelsens hjælp til unge med fritidsjob, som kan kontaktes hvis du:  

    • ikke får det rigtige i løn
    • arbejder under farlige forhold
    • eller hvis du har spørgsmål til din løn eller hvad du må arbejde med

    Se mere på Jobpatruljens hjemmeside www.jobpatruljen.dk

     

    Fritidsjob Aalborg vil altid gerne hjælpe dig – også med at tage kontakt til Jobpatruljen.